To for tidlige fødsler
Får ringet til en jordemoder der beordrer at jeg skal ligge mig NU, dvs på badeværelsesgulvet.. får grinende ringet til min mor, for så surrealistisk er det bare.
Inden ambulancen kommer er vi ikke længere i tvivl om at vandet er gået – jeg er våd fra armhulerne til tæerne.
De får mig installeret på båren og vi kører med blå blink til Skejby.
De konstaterer hurtigt at hun ikke har vendt sig, og der er ikke mere vand, så hun kan ikke vendes, jeg skal have kejsersnit, men jo længere hun kan blive inde, jo bedre, så jeg skal bare vente, og veerne tager til. Jeg får lov at gå på wc, da det på scanningen ser ud til hun ligger fast med numsen, så der burde ingen risiko være.
Men men, efter et par besøg på wc, føles det som om jeg skal slå en prut, så trykker lidt.. underlig fornemmelse, det må være den der berømte slimprop der kommer, men nej, det var navlesnoren, der røg ned.. ind og få råbt af min mand, “ der er noget galt, få fat i jordemoderen” som var sendt ud efter varmedunke til min mave, til veerne.. heldigvis sad supervisoren lige ved siden af, hun kom styrtende, beordrede mig op i sengen med beskeden, nu går det hurtigt. Navlesnoren blev skubbet op, og det vrimlede frem med folk, samtidig med vi kørte mod operationsstuen.
Egentligt er jeg ret rolig i det, men det sidste jeg hører er jordemoderen der holder navlesnoren sige at nu er det nu, så jeg ved jo godt, at så er det fordi hun ikke mærker tydelig puls i navlesnoren mere, og kan høre lægerne stå med knivene og bare vente på “go” så det første jeg tænker da jeg vågner er, hvor er mit barn? Har jeg et barn? Og hvad er tilstanden på mit barn??
Men fik den skønneste lille datter i 2014, født 33+1, 47 cm, 2480g, 1 døgn i cpap, 3 dage på overvågning, 5 uger på skejby, da vi havde rigtig svært ved at få amningen op at køre, og forfærdeligt at ligge sådan et sted, med den baby der jo ikke er syg, men jo heller ikke kan komme hjem… var mentalt totalt drænet, snydt for oplevelsen af at blive mor, at være højgravid, at redebygge, vente og glæde sig, men nej…og havde så en baby der boede på mor de første 3 mdr af sit liv.
Da der var lidt leveringstid på hende ville vi ikke vente for længe med at få en mere, så da Matilde var 16 mdr blev jeg gravid med lillebror, han skulle komme 12 dage efter Matildes 2 års fødselsdag, men men…. graviditet fra helvede.
Var SÅ angst for at han skulle dø i min mave.
Jeg troede forløbet med Matilde var bearbejdet, men den nye graviditet triggede bare alle minder. Angst og meget meget gråd under bruseren, ekstra scanninger, både på sygehuset( blev fulgt på Skejby pga diabetes) og ved en privat jordemoder.
Ekstra scanninger af livmoderhals og mange mange samtaler med den sødeste jordemoder ever!!
Men 28 uger henne finder de en ekstra mørk plet i babys mave.
Vi henvises til Odense. Igen fyldes jeg af tanker der går på alt mellem at han selvfølgelig ikke fejler noget, til at jeg skal føde en død baby.
Det viser sig at knægten har en forsnævring i tarmene, så han skal opereres når han er født, derfor vil de gerne jeg føder dernede. Ikke nok med det, så kom meldingen at 60-70% af børn med denne medfødte fejl er “Downs børn”.
Så de syntes jeg skulle få en gen test udført, så var vi jo forberedt!! De længste 14 dage i mit liv, forfærdelig ventetid, for ja, ville da elske ham uanset, men vi ville jo ikke have et valg, og hvad ville det betyde for storesøster, hun har jo ikke valgt at få en bror, der ville kræve så meget ekstra.
Heldigvis er det ikke tilfældet og der kommer lidt ro, indtil jeg 32+1, småbløder lidt og må til ekstra kontrol.
Jeg er pt. +23 kg, primært vand i kroppen og rigtig rigtig meget fostervand, da jeg producerer meget og baby boy ikke bruger noget af det, så får lidt medicin til at stoppe veerne, og de konferer med Odense om jeg skal ned og have “tappet” fostervand af, da det er skyld i veerne. Jeg er nu indlagt på Skejby, på ubestemt tid…
De vurderer efter et par dage at jeg ikke må få den ve-hæmmende medicin længere.
De hellere vil give lungemodner osv, hvis han nu vil ud, vi afventer stadig Odense, det er jo weekend.
Veerne tager igen til. Da jeg har en scanning mandag, opdager de at der næsten ingen livmoderhals er tilbage. Odense er taget af bordet, jeg skal føde på Skejby, og natten til tirsdag ryger jeg på fødegangen første gang.
Der sker intet, jeg har kvalme, veerne kommer og går, så jeg kommer tilbage på mit værelse i modtagelsen( det er nu fine forhold, og de sødeste jordemødre, de fleste af dem. Heldigvis havde min favorit vagt tirsdag aften).
Da jeg stort set ikke kan bevæge mig for smerter i ryggen, kaster op, undersøger de mig igen, yep, nu er jeg i fødsel, ryger på fødegangen kl 23 og der bliver ringet efter manden..
Jeg har stort set ikke sovet i 2 dage på det her tidspunkt, så der er krise og det går langsomt fremad, “babyboy” har ikke travlt med at komme ud, som jordemoderen sagde, hun har sjældent set en så upåvirket baby som min, han var bare helt stabil.
Jeg var til gengæld så træt at jeg sov mellem veerne.. Da vi når pressefasen er jeg udfordret, presseveerne var ikke så kraftige, så havde rigtig svært ved at mærke hvornår der var veer, så det tog vel et par timer.. Men rigtig fin fødsel, børnelægerne stod klar, men han var så fin at jeg fik ham op med det samme, og fik hele oplevelsen med at blive mor med.
Født 33+1, ligesom storesøster, 48 cm, 2800g.
4 timer senere sad jeg i ambulancen til Odense, med min lækre dreng der skulle opereres så snart det var muligt. Allerede dagen efter var det tid, det var forfærdeligt, havde siddet det meste af natten med ham, og tidligt morgen, til han skulle på operationsbordet.
Min krop var max stresset, og det var den største lettelse da vi så ham på opvågningen, i respirator dog, men ude på den anden side, i live, nu skulle vi bare afvente at der kom gang i tarmene, for at konstatere operationen var vellykket.
Der gik knap 14 dage før der var afføring 1. Gang, ventetiden var lang, der kom næsten mere op af maven end ned i maven, man blev mere og mere urolig for om han skulle under kniven igen.
Men da der kom hul igennem kunne vi flyttes ned på børneafdelingen og storesøster kunne komme på besøg.
Der lå vi knap en uge inden der blev plads i Viborg, og vi kunne komme tættere på hjem.. vi skulle jo lige have den amning op at køre. Men viborg var det helt rigtige for os, allerede første nat fik jeg lov at sove med ham fordi han var urolig, vi fik så meget lov til at gøre hvad der føltes rigtigt for mig, så han sov meget ved mig og på min mave, og mælken løb rigtig godt til.. efter godt 5 uger ialt og 1 penicillinkur til lillemanden, kom vi endelig hjem…
Og jeg kan sige jeg idag har 2 sunde, raske, store børn, der begge er over middel i både højde og vægt, fuldstændig med motorisk og på ingen måder ramt af at være præmatur. Men det betyder også at der kommer ikke flere småfolk her, tør ikke gamble med det..