Fødselsberetning: Barn nr 4
Vi besluttede tidligt i graviditeten at sigte efter en hjemmefødsel. Både fordi det altid havde været mit ønske, men også fordi jeg fødte ret hurtigt sidst, så vi var simpelthen bange for ikke at kunne nå frem til FG.
Derfor var det også lidt en streg i regningen, da jeg allerede fra uge 32 havde kraftige plukkeveer og pletblødninger. Jeg var bekymret for at gå i fødsel for tidligt, det er jo i sig selv ikke særlig godt, men også fordi jeg jo så naturligvis ikke skulle føde hjemme.
Tiden går dog stille og roligt og 36+0 er hjemmefødselsjordemoderen ude på hjemmebesøg. Hun skønner lillepigen til 2900 gr og vi snakker meget om hvor vidt det nu vil være forsvarligt at føde hjemme. Hun siger at hun jo kun må råde ud fra anbefalingerne ( ikke før 37+0) men at hun personligt ville have valgt at føde hjemme under de forudsætninger som jeg stod i. Altså at vi har langt til FG, hurtige fødsler og at baby var skønnet relativt stor.
Jeg havde de sidste 3 mdr trænet ud fra Smertefri Fødsels hjemmestudie, så jeg havde helt styr på vejrtrækningen inden fødslen.
Så da vandet gik om aftnen 36+2, ringede jeg lidt nervøs ind til hjemmefødselsordningen. Jeg var klar på at skulle kæmpe for min ret til at føde hjemme, men heldigvis var det samme JM der tog telefonen, så vi blev bare enige om at jeg skulle ringe når der kom veer.
Min mand og jeg lagde os på hver vores sofa og små sov hele aftnen. Med nummer 4 er man jo meget klar over hvor smadret man bliver efter sådan en “all nighter” som det jo nemt kunne ende med. Omkring kl 23, ca 4 timer efter vandafgang, kom der stille og roligt nogle plukkeveer som bed lidt.
Da vi ramte midnat var vi ikke længere i tvivl og ringede efter fødselshjælper og JM. Fødselshjælperen ankom ca 00.30 og der var jeg allerede gået ind i min egen fødselsbobbel. Min mand var igang med at fylde fødekarret og jeg glædede mig meget til at komme i.
JM ankom ca 1.30 og listede nærmest bare ind og begyndte at stille sine ting frem, hun fyldte meget lidt i vores hus og var der ligesom bare. Fordi det var den JM jeg havde haft hjemmebesøg med, så var hun jo helt klar over alle mine præferencer og lod mig derfor bare være i fred 
🙂
På et tidspunkt sad jeg der i fødekarret og syntes godt nok de veer var stygge, så fik alligevel lyst til at blive undersøgt, selvom jeg på forhånd havde sagt at det ville jeg ikke. Men jeg tænkte at jeg nok var langt og at den konstatering ville opmuntre mig og give mig styrke til at fortsætte.
Så jeg kom op, men det var koldt, så jeg kunne ikke lade være med at spænde op, så det var ganske forfærdeligt. Hun undersøgte mig og jeg var 5 cm -suk! Jeg havde været 4 cm inden fødslen overhovedet gik i gang, så det var en meget nedslående konstatering. Jeg husker modløsheden og frygten for en gentagelse af min første fødsel. Orkede næsten ikke at komme i fødekarret igen.
Men op i karret kom jeg dog, varmen er jo bare fantastisk! Og jeg arbejdede videre med mine veer, selvom jeg syntes den overfladiske vejrtrækning var svær. ( Ved mine andre fødsler har jeg brugt dybe vejrtrækninger og den teknik falder mig simpelthen mere naturlig. Jeg gik også tilbage til den teknik med nummer 5, men formåede ikke at sadle om der midt i fødslen. )
Efter ca 3 kvarter kunne jeg godt mærke at jeg pressede på toppen af veerne. Jeg forventede en hurtig pressefase, da nummer 3 kom ud på 4 minutters presseveer. Men jeg pressede og pressede og intet skete. Jeg undrede mig, hun var jo meget mindre end de andre, hvordan kunne hun være så svær at presse ud. Der gik et helt kvarter før hun flød ud i mine arme og jeg kunne trække hende op på brystet. Hun var ret slap. Og her viste sig også årsagen til at det var så svært at presse hende ud. Hun havde sin, endda korte navlestreng, 2 gange stramt rundt om halsen. Den var helt afklemt og hvid. JM får den viklet af hende og hun giver sig lidt. Men det står ret hurtigt klart at hun ikke har fået tømt lungerne for vand, pga den kvælende navlestreng, så JM afnavler hende og tager hende op på bordet og giver lidt luft på maske. På et tidspunkt bliver hendes puls faktisk så svag at JM giver hjertemassage et stykke tid. Det var ikke fordi hendes hjerte ikke slog, men fordi det er nemmere at holde gang i det end at skulle starte det igen. Undervejs i dette kaos får min mand ringet 112 og jeg står midt på gulvet og føder moderkagen, imens jeg knække halsen på den flaske K-vitamin som JM har med. Hun mente at stikket måske kunne “chokke” baby til at komme ordentligt igang.
Hun retter sig lidt og jeg insisterer på at hun skal ligge hos mig istedet for på bordet. Det gør jeg fordi al forskning viser at hud mod hud kontakt stabiliserer både hjertefrekvens, temperatur, blodsukker og vejrtrækning hos en nyfødt. Hun blev da også klart mere stabil af at komme over til mig.
Det endte med et enkelt døgn på neonatal med c-pap og så kom hun hjem igen.
Da vi kom hjem havde fødselshjælperen skrevet et langt brev om nattens begivenheder. Dette brev er mig en kær skat, fordi det fastholder alle minderne. Hun skrev blandt andet, at der i det øjeblik hvor min datter blev født, kl 3.13 om natten, fløj en rød sommerfugl hen over fødekarret. Det var så smukt.
<3
Det er vigtigt for mig at understrege at de problemer der var, ikke havde noget at gøre med hjemmefødsel eller med det faktum at hun var lidt tidligt på den. Det skyldtes udelukkende at hun havde navlestrengen så stramt om halsen. Og det ville hun også have haft hvis hun var blevet født på et hospital. Men var hun født på et hospital, så var de rendt på børneafdelingen med hende med det samme og hun havde ikke fået de første vigtige time hud mod hud med sin mor. 
<3
Vi planlagde hjemmefødsel igen med nummer 5 
🙂