Josephine havde travlt

Josephine blev født i uge 26+2, 905 gr og 33 cm tabte sig dagen efter til 723 gr. Hun kom ved hyper akut kejsersnit hvor vi begge var i fare. Sad fast med numsen først efter jeg pludselig havde åbnet mig næsten helt på 15 min.

Dagen inden havde jeg en køretime om morgenen. Kommer træt hjem og vil lægge mig op og hvile lidt. På vej op af trappen til soveværelset, mærker jeg noget meget vådt og varmt, tænker at nu er det endelig lykkedes hende at sparke mig direkte i blæren så jeg har tisset i bukserne. Går derfor på toilettet og kan slet ikke forstå at der kan komme så meget blod.

Jeg var smurt ind og tænker straks at den er helt gal. Får fat i min mand der er sammen med en kammerat og han vil straks komme hjem.

Får i mellemtiden fat på fødegangen hvor den søde sygeplejerske siger jeg skal komme ind til tjek, lige ind til kun får spurgt ind til hvor meget jeg bløder.

Jeg fortæller hende det som det er, og bliver beordret til at lægge mig ned og blive liggende og at hun sender en ambulance med udrykning.

Manden kommer hjem og løber frem og tilbage mellem mig og vores parkeringsplads for at holde øje med ambulancen. Efter 30 min er han rødglødende og ringer selv, de ved ikke hvorfor den ikke er kommet. Ambulancen ankommer kort efter og vi kører med udrykning til Hvidovre hospital.

Jeg bliver tjekket på kryds og på tværs, lillepigen har det umiddelbart ok, men de kan ikke finde ud af om jeg har nok fostervand. Jeg bliver derfor indlagt til observation, og blødningen aftager stille og roligt.

Jeg sender manden hjem får at få noget søvn og går selv i seng, kan dog ikke ignorere det jeg troede var plukveer.

Fortæller gentagne gange de forskellige sygeplejersker at jeg har mega ondt, får varme omslag, isbind til lænden osv. Hun kører selv sengen og kører mig afsted. Får vehæmmende, lungemodner og diverse imens de ringer til manden. Hvis han vil med, skal han komme asap, han når lige at ankomme og kører med fuld udrykning endnu engang, denne gang til riget.

De får endnu engang stoppet fødslen efter flere timers arbejde. Jeg får en stue og sover lidt. Lægerne siger der ikke sker mere og at manden skal tage hjem og sove, og får ham overtalt til at køre selvom han helst vil blive.

Min bedste veninde som er den kommende gudmor kommer, og er ved mig. Jeg får måleudstyr på og prøver at slappe af, men pludselig får jeg vestorm, jordemoderen kommer farende og bliver kridhvid i hovedet. Jeg har næsten åbnet mig helt på 15 min og hun sidder fast i bækkenet med numsen først.

Hun skal ud og det skal være nu, vi er begge påvirkede og i fare.

Jeg når at sige til en at hun skal ringe efter min mand og at hun ikke må gå og derfra husker jeg intet før vi er på operationsstuen. Jeg er simpelthen gået ind i mig selv i chok og har lukket af. De får lynhurtigt lagt epidural og påbegyndt kejsersnittet og ud kommer hun 6/7-2010 kl. 19.19 kun 12 min efter jordemoderen mærkede og kørte mig afsted.

Min mand de ikke har kunnet vente på, ankommer kort efter og er ved mig imens jeg bliver syet sammen. Lægerne arbejdet intenst på vores datter og vi ved intet, for de siger ikke noget selvom vi spørger.

De kører afsted med hende uden at vi får set hende da hun har det skidt. Min mand følger med mig på opvågningen og går efterfølgende med en læge over på neonatal med vores datter. Efter 20 min kommer han grædende retur for hun er så lille og skrøbelig.

Langt om længe stopper epiduralen sin virkning og jeg bliver kørt over til hende i min seng. Jeg bliver sprittet godt af og får forklaret at jeg gerne må stikke hånden ind til hende i kuvøsen og holde hånden stille på hende. Ingen aen da hun vil få brandsår el. Jeg kan risikere at skrælle huden af da den er så tynd. Endelig møder jeg dette lille fantastiske menneske med flere slanger, alarmer, sonde etc.

Jeg græder og græder men hun lever og hun kæmper får vi at vide.

Tilbage på afd. Får jeg en del morfin mod smerterne pga. Kejsersnittet og falder i en urolig søvn.

Får hende ud at ligge hos mig dagen efter, hvor de har lagt hende i cpap da hun kæmpede mod respiratoren.