Hjemmefødsel med surprise underkropsstilling
Vi havde været ved jordemoder om tirsdagen hvor jeg var 39+3 og fik vurderet han lå med hovedet nedad, hvilket var vigtigt da han tidligere vendte i underkropsstilling. Han stod dog ikke helt fast endnu. Han blev skønnet til at veje 3500 gr og regnede nok med at jeg ville gå en uge over tid, hvilket er normalt som førstegangsfødende.
Søndag er jeg 40+1 og vi havde været forbi mine forældre i deres sommerhus den eftermiddag. Imens vi var der gik en lille smule af slimproppen, men ikke nok til at jeg regnede med at fødslen ville gå i gang, men jeg nævnte det dog lige for min mand.
Da vi er på vej hjem begynder junior at være meget aktiv, men det var vi vant til, da han under det meste af graviditeten nærmest havde givet udtryk for ikke at kunne lide at køre i bil. Så det tænkte vi ikke videre over. Da vi kommer hjem går vi i seng.
Klokken 22.30 begynder jeg at få, hvad jeg først tror er plukveer.
Men i løbet af 30 minutter kan jeg konstatere at det er ikke plukveer, men rigtig veer, som kommer hurtigt efter hinanden.
Vi bliver enige om at få skruet op for varmepumpen og lige varslet jordemoderen om at der var optræk til der nok snart ville ske noget.
Jordemoderen fortæller vi bør forsøge at få noget hvile. Men allerede på dette tidspunkt begynder jeg ikke at kunne holde fokus og er lidt kort for hovedet, så jeg smutter under bruseren for at få lidt ro på kroppen, da jeg begynder at fryse samtidig med at veerne bider rigtig godt til. Imens snakker min mand færdig med jordemoderen.
Det hjælper at komme under bruseren, men så snart jeg kommer ind i seng igen har jeg svært ved at finde hvile, men et par varmeposer tager lige toppen. Jeg beder min mand om at begynde at fylde fødekaret med vand.
Da jeg skal i karret bliver jeg nød til at støtte mig til min mand, da jeg ikke kan holde mig selv på benene særlig godt. Da klokken er 00:30 ringer vi igen og siger at hun godt må komme, for nu begynder veerne at gøre mig lidt utryg. Hun kommer en time senere og vil som det første lige se hvor meget jeg er åben.
6 cm siger hun, jeg er lidt overrasket over at det er gået så hurtigt, men ved godt der kan være langt endnu.
Hun vil gerne have mig op af vandet så hun kan kontrollere om baby ligger rigtigt. Jeg kan knap nok stå på benene så både jordemoderen og min mand må hjælpe mig.
Alt ser fint ud, men det er svært for hende at mærke hvordan baby ligger da jeg ikke kan ligge helt stille og syntes det gør ondt når hun trykke på maven. Jeg får lov til at vende tilbage til karret og får lidt fødselshypnose til at hjælpe mig med at håndtere smerterne undervejs.
Jeg får pludselig lyst til at presse, hvilket er alt for tidligt og skal derfor gispe mig igennem de veer.
Hvilket var fra kl. 3:30 og frem til vandet går kl. 6:45.
Grunden til presseveerne er fordi der står en god portion vand foran baby som trykker nedad. Det var hårdt og nogle gange kunne jeg ikke klare det og pressede alligevel og må tilstå at jeg undre mig over jeg ikke vækkede naboerne, for brøle som en urkvinde, det kunne jeg i den grad. Havde jeg gået forbi vores hus ville jeg nok tro der var en gorilla løs i huset på det tidspunkt
Da vandet endelig går er jeg ikke i tvivl, der var som en vandballon der sprang oppe i mig og jeg var helt lettet for en stund. Det var da lige indtil de rigtige presseveer meldte sig 2 minutter senere.
Da klokken var lidt over 7, var jeg så langt fremme at man burde kunne se hovedet og der spørger jeg så om han har meget hår – jordemoderen svarer ikke. Hun står lige og kigger en ekstra gang og jeg spørger igen, har han meget hår på hovedet?
“Det kan jeg ikke svare” på siger hun. Jeg når lige at tænke om hun er blevet blind da hun så siger, “han ligger i underkropsstilling, så jeg skal ringe efter en ambulance, det er standard procedure når det sker”.
“De når dog ikke at komme” siger hun. Igen tænker jeg, ja ja den er god med dig, men så går det stærkt, ved næste ve er kroppen ude og mangler faktisk kun hovedet.
Vi venter på næste ve og får så besked på at presse alt hvad jeg kan, men kan ikke presse hårdt nok efter 2 forsøg siger hun “du skal op og stå NU og presse alt hvad du kan”.
Jeg kan ikke rejse mig når jeg knap nok at sige, så tager min mand mig under armene og trækker mig op og stå i et hug. Jeg får fat i vores trappe. Men nu komme der ikke flere veer. “Han skal ud nu” siger jordemoderen.
“Jamen skal vi ikke vente på en ve?” spørger jeg. “Nej han skal ud NU” svarer hun og jeg presser så hårdt, at jeg tror at jeg er ved at sprække og ud kommer han.
Han er født klokken 7:10, så hele balladen tog omkring 9 timer.
En skøn dreng på 3300 gr og 52 cm. Jordemoderen fortæller så at hun lige vil annullere den ambulance for den bliver der ikke brug for. Kommer nu op af karret og kommer ind i sengen hvor navlestrengen bliver klippet og moderkagen kommer ud. Derefter ligger vi bare og nyder at vi nu er en lille familie på 3 som ikke skulle nå noget som helst eller tænke på hvornår vi skulle tage hjem, for det var vi allerede. Vi har desuden allerede besluttet at når den næste kommer bliver det også ved hjemmefødsel.