Førstegangsfødende vælger at føde hjemme
Lørdag d. 16.12.2017. 7 dage før termin.
Om morgenen ligger jeg mærke til en smule slim og blod. Jeg overvejer om det mon er slimproppen der er ved at løsne sig.
Vi får huset fuld af gæster for at hold min og min nevøs fødselsdage (vi har fødselsdag henholdsvis d. 14. Og 15.).
Det går fint hele dagen, dog har jeg på fornemmelsen at noget er under opsejling, og overvejer om jeg skal bede min mor blive, men dropper alligevel tanken.
Min mor skal være med som fødselshjælper. De tager hjem til aften, og jeg sender min kæreste på nattevagt, han er ambulancebehandler, og sætter mig selv til rette med film i sofaen.
Jeg får regelmæssige plukveer, og en del af slimproppen går. Jeg får lavet min playliste til fødslen og går tidligt i seng. Fra midnat til 04.00 vågner jeg med begyndende veer, men ikke mere end at jeg kan blunde imellem dem.
Søndag d. 17.12.2017
04.00 tager veerne til, og det er ikke længere rart at ligge under dem. Jeg forsøger mig med at ligge og så komme om på alle 4 under veerne, for at kunne hvile mellem dem, men det fungerer ikke rigtigt.
Jeg beslutter mig for at tage en yogabold med ind i soveværelset og sidder herpå mens jeg får ringet til min kæreste – noget er under opsejling.
Allerede her begynder jeg at gøre brug af laboro-vejrtrækning, og den følger mig gennem hele fødslen. Jeg havde øvet meget med lydfilerne fra smertefri fødsel, og kunne høre Anja Bay, hver gang der kom en ve, tale mig igennem ’nu kan du mærke der kommer en ve, vid at du har god tid…’
Min kæreste kommer hjem ca. Kl. 5 og får gjort klar – støvsuger, dækker gulv og sofa af, puster fødekar op, finder alle håndklæder frem og pakker hospitalstasken færdig i tilfælde af en overflyttelse.
Kl. 6 beslutter vi os for at ringe til jordemoderen. Nu har veerne i et par timer været ret regelmæssige og kommet med 5 min intervaller og varet knap et minut.
Det hele stilner dog af inden hun når at komme, og da hun ankommer ca kl. 7 er det mere eller mindre gået i stå. Jeg er ca. 2 cm. Åben, men baby står lidt skævt så hun viser os nogle øvelser vi kan lave for at få roteret den (vi kendte ikke kønnet). Jordemoderen tager hjem igen og vi går i seng for at sove igen.
Omkring middagstid begynder veerne igen at tage til, og jeg står op og lader min kæreste sove lidt videre. En times tid senere vækker jeg ham, jeg kunne godt tænke mig en smoothie, så jeg sender ham i netto.
Da han kommer hjem tager jeg en tår og kaster så op.
Vi bruger eftermiddagen på lidt øvelser og med tiltagende veer, og ringer efter jordemoderen omkring kl. 16.
Hun undersøger mig; 3 cm. åben, men nu med fine veer, så hun bliver.
Jeg hopper under bruseren på min yogabold, min kæreste holder mig med selskab derude, og jeg husker det som en virkelig hyggelig tid under fødslen; nu var man rigtig i gang, spændt, og stadig ikke med veer der gjorde mere ondt end at man sagtens kunne håndtere dem.
Vi ringer efter min mor, som skal være fødselshjælper.
Veerne tager dog lidt af under bruseren så efter lidt tid kommer jeg ud igen og tager nogle stående – og her tager de til. Mens jeg har været i bad er der også blevet gjort klar til hyggelig hjemmefødsels med masser af levende lys og lyskæder tændt. Dagen inden havde jeg også fået blomster og jeg husker virkelig disse tydeligt fra fødslen, og brugte dem som fokuspunkt under veerne.
Jeg står meget og hænger ind over spisebordet under veerne, men efter et stykke tid begynder mine arme at ryste og jeg bliver træt i kroppen. Jordemoderen får pakket en dyne sammen på sofaen, så jeg kan hænge ind over den, og få hvilet lidt. Her forsøger vi også med ingefærklude på lænden, men jeg synes ikke de har nogen effekt. Jeg får i stedet lagt steriltvandspapler fortil, og med en varmepude bagtil kan jeg ligge og slappe af.
Kl. 20 bliver jeg undersøgt igen og er nu 5 cm. åben.
Jeg får lagt steriltvandspapler bagtil, med tanke om at skulle op og stå, men de har absolut ingen effekt, og så er jeg pænt færdig med dem! Jeg kommer op og veerne bliver igen meget kraftigere i det øjeblik jeg rejser mig.
Jeg forsøger mig med lattergas, men kan ikke rigtig mærke nogen effekt og er klar til at droppe den, da jordemoderen beder mig tage 3 gode, dybe vejrtrækninger i den, og så kommer effekten. Herefter slipper jeg den ikke igen før jeg har født.
Jeg finder en rytme med den siddende på yogabolden, hvor jeg trækker 3 vejrtrækninger deri, drikker lidt saft og så kommer der en ve, hvor jeg stadig er helt klar til at køre laboro under veen. Jeg kan mærke veerne udvikler sig, men lattergassen tager lidt af længden, og gør dem knap så intense – så jeg beder alle 3 om at holde øje med gassen, for jeg skal ikke risikere at løbe tør!
21.30 kommer jeg op at stå – stadig med samme rytme – lattergas, drikke, ve. Jeg får tømt nogle glas saftevand, og min mor løber i pendulfart til fryseren efter isterninger.
Kl. 22 tjekker jordemoderen igen – 6 cm. Og vandet går mens hun tjekker. Og der kommer meget!
Efter det er aftaget kan jeg mærke der kommer mere. Jordemoderen mener dog at alt er kommet, men nej; der kom endnu en stor skylle ’hold da op’ siger jordemoderen – så ved man der kom meget fostervand! Fødekarret er blevet fyldt og jeg kommer i 22.15.
Knap er jeg kommet i, før veerne ændrer sig. Jeg kan ikke selv beskrive det før jordemoderen siger ’nu kan jeg høre du får pressetrang’.
Mit mindset var slet ikke der endnu, for jeg var jo stadig kun 6 cm åben. Jeg gisper mig igennem de næste 25 min med pressetrang men slet ikke nok åben, dog kan jeg ikke lade være med at presse med på toppen af veen.
22.40 er jeg 8-9 cm og jordemoderen kan under en ve ’skubbe’ den sidste hinde op over babys hoved og så får jeg GO; 10 cm – pres.
Jeg mærker selv med undervejs, for at kunne mærke der sker noget. 23.00 bliver baby født, far tager imod. Vi har så travlt med bare at kigge og beundre at vi helt glemmer at tjekke kønnet, før jordemoderen spørger om vi ikke liiige skal kigge.
Jeg kommer op på sofaen med den lille og moderkagen kommer ud af sig selv hurtigt efter, og jeg bliver syet.
En 1. grads bristning slipper jeg med, og vores lille dreng er bare sulten på livet og ammer løs.
Navlesnoren bliver klippet og jeg ligger mig ind med baby i soveværelset med saftevand og pølsehorn, mens han ammer videre.
Vi når at få tjekket 3 ammestillinger af jordemoderen og bare nyde det, mens der bliver ryddet op i stuen. Halv 3 undersøger jordemoderen baby: 3840 og 53 cm. Livmoderen trækker sig fint sammen selv og ingen grund til syntocinon. Halv 4 tager jordemoderen hjem og vi andre går i seng.
Howdy! I simply would like to give you a huge thumbs up
for the excellent info you’ve got right here on this post.
I am coming back to your blog for more soon.
Thank you Pamela. I am so glad that you found it usefull <3