En hjemmefødsel med stort opbud
B blev født en smuk forårsmorgen 15 dage efter termin.
Han blev født hjemme i soveværelset efter 8 timers veer.
Jeg havde vidst, at jeg ville føde hjemme, siden jeg for mange år siden så et program på Discovery, hvor de fulgte nogle fødsler.
Hjemmefødslen var noget af det smukkeste, jeg havde set, med en storesøster tilstede, blid musik, stearinlys og en meget rolig kvinde, som fødte stående med støtte fra sin mand. Det var så altså ikke lige helt sådan, jeg selv fik det…
Jeg var ved at gå helt i panik over at være gået så længe over tid. Dels var jeg efterhånden overbevist om, at jeg ikke ville føde nogensinde, og dels har man i Sønderjyllands Amt en regel om, at fødsler 14 dage efter termin skal foregå på sygehus.
Det ville for mit vedkommende sige, at jeg skulle føde på Sønderborg Sygehus, hvor jeg aldrig havde været, og i hvert fald ikke med min konsultationsjordemoder, som hørte til Tønder. Jeg var (og er) skrækslagen for at føde på hospital, så jeg brugte ret meget tid på alt, hvad jeg kendte til af ting, som kunne sætte fødslen i gang de sidste dage. Vi tog på skovtur og travede, så meget jeg kunne holde ud, klippede hæk (!), stimulerede brystvorter (det sætter gang i oxytocin-produktionen, som naturligt fremmer veer) og havde sex – dem, som har prøvet at være højgravide er klar over, at det ikke nødvendigvis er noget af det, man drømmer allermest om…
Men lige meget hjalp det. Jeg ringede så om aftenen til fødegangen og fik det tip af en jdm at tage en langt, varmt karbad. Vi havde jo alligevel fødekarret stående, og da jeg dagen efter ikke ville kunne komme til at føde i det pga. reglerne, besluttede vi at fylde det op og hoppe i sammen. Det var vores sidste aften som barnløst par. Vi lå og flød, lyttede til Julie London og drak iskoldt saft. Skønt!
Efter en time i karret, stod vi op og gik ned for at se en film. Vi endte med først at komme i seng ved 1.30 tiden og guess what – min første ve kom 1.51! Jeg tror faktisk jeg ventede næsten en hel time, før jeg vækkede min mand, fordi jeg var så usikker på, om det nu også virkelig var nu. Jeg var gået så meget over og det hele var uvirkeligt.
Men det var altså veer, og de kom ret tæt allerede fra starten. Det var faktisk kun den første halve til hele time, de kom med 8-10 min. mellemrum. Min mand ringede efter jdm, og de blev enige om, at hun godt turde føde hjemme med os, selvom vi egentlig efter reglerne skulle af sted.
Hun fortalte os, at hun har bistandspligt og derfor ikke kan nægte at komme, hvis vi bare kun ville være hjemme. Jeg tror nu alligevel, at jeg ville have været tilbøjelig til at vælge hospitalet, hvis hun havde været skeptisk – kan ikke forestille mig at føde med en utryg jdm.
Jeg tror den var 3.30, da jm kom. Jeg husker mest, at jeg råbte ned ad trappen til hende, at jeg var sikker på, at når hun undersøgte mig, ville hun bare sige, at jeg ikke var gravid men havde en slem omgang luft i maven og bare skulle slå en stor prut. Mand, hvor bliver man underlig af at være gravid…
Jeg var så lykkelig for, at hun lige havde vagt den dag. Hun havde været min konsultationsjdm siden vi flyttede til Tinglev, og vi var enormt glade for hende. Det var hende, der fik min mand overbevist om sikkerheden ved hjemmefødsel.
Jeg var, så vidt jeg husker, 3 cm åben da hun kom. Dvs. jeg havde gode veer, men de gjorde også meget mere ondt, end jeg havde forestillet mig. Da jm kom, var der vel 3 min. imellem dem. De begyndte snart efter virkelig at bide, og så begyndte rygsmerterne for alvor. Jeg skulle kaste op hver anden gang, jeg fik en ve, og det kom helt bag på mig.
Jeg kunne selvfølgelig ikke komme i fødekarret, for det var jo ved at blive tømt (blev faktisk først færdigt, da B var kommet ud!), men det var også en overraskelse for mig, at jeg faktisk slet ikke havde lyst til at være i det. Jeg havde meget brug for at stå op foroverbøjet og rokke med hofterne. Nu, hvor jeg ved noget om fødsler i modsætning til den gang, er det sjovt hvordan jeg instinktivt valgte at håndtere veerne på en måde, der både gjorde udvidelsesveernes arbejde nemmere men også kunne lindre mine rygsmerter.
Morten glemmer aldrig de lyde, jeg lavede dengang. Faktisk tror jeg, at det eneste, som kan skræmme ham ved Tudses forestående fødsel er en gentagelse af de lyde 😀
Det var ikke særlig værdigt, men jeg stod altså op og sagde enten av – av – AV eller fuck – fuck – FUCK i et stigende stemmeleje. Ret komisk. Men det virkede!
Jeg klarede dem, selvom jeg flere gange var overbevist om, at jeg ikke kunne. Efterhånden blev jeg dog mere og mere træt, og jm fik mig op i sengen, hvor jeg kunne ligge på alle 4 ind over opstablede puder og dyner og få en lur mellem veerne. Indtil da var jeg altså ikke klar over, at man kunne sove en lur på 1½ minut, men det kan man altså, når man føder.
Man hører altid historier om, hvordan kvinder skælder og smælder ad deres mænd under fødsler. Der kan jeg ikke være med (gør det åbenbart mest, når jeg IKKE føder :-)), men min mand var nu også helt fantastisk. Kun en gang blev jeg irriteret – jeg fik en ve, mens jm var nede i køkkenet og bad derfor ham om spanden. Når man har veer, er det lidt svært at gøre den slags i hele sætninger og høfligt, så jeg fik bare fremstammet “spand” til ham. Først kiggede han helt forvirret på mig. Indtil da havde han mest været tilskuer til jms hjælp og snakket lidt beroligende med mig. Nu blev han helt panikken. Jeg råbte så igen “spand”, og så for han hen og begyndte at presse på min ryg, som han havde set jm gøre. Så måtte jeg jo igen råbe “spand! spand!”, hvorefter han endelig fattede den og kom med spanden, så jeg ikke skulle kaste op over mine fødder. Billigt sluppet for ham, ik?
Hen mod 7.30 fik jeg pressetrang. Jeg var da 9 cm åben og meget træt, og jm sagde, at jeg godt kunne presse lidt, hvis jeg ville. Det gjorde jeg, og herefter begyndte næsten 3 timers presseperiode.
Jeg var helt smadret ovenpå udvidelses veernes kraftanstrengelser, så der var ikke meget power på mig. Min hukommelse er også lidt sløret omkring det. Jeg husker dog tydeligt, at der ikke var meget fremgang! B sad fast bag mit skamben og kunne ikke komme ned. Jm fik mig derfor rundt i forskellige stillinger, som fx på toilettet, hugsiddende, stående med støtte fra min mand osv. for at se, om han kunne komme forbi. Det var fantastisk hårdt, men det hjalp.
Ved 8-tiden var det egentlig vagtskifte, og havde jeg ikke været i pressefasen på det tidspunkt, ville jm være taget hjem. Hun blev dog, med det resultat, at vi fik en ekstra jdm. Det var faktisk ret fantastisk at have 2 foruden min mand. Den nye jm hjalp med at holde mig under den ene arm, mens min mand holdt den anden, når jeg sad på hug. På et eller andet tidspunkt kom B så endelig fri af mit skamben for derefter at sidde fast lige bag mellemkødet guderne må vide hvor længe.
Jeg pressede og pressede, men fordi jeg var så træt, var mine veer svage på det tidspunkt.
B havde hele tiden haft det fint med god hjertelyd, men nu følte jm alligevel, at det ville være smartest at ringe efter Falck, så jeg kunne blive overflyttet, hvis det bare var nødvendigt.
Efter et lille stykke tid syntes hun alligevel, at det måtte kunne lade sig gøre og sagde, at nu ville hun altså klippe mig, for han stod lige inde under og skulle bare have hjælp til det sidste. Jeg var bedøvet at træthed og nærmest opgivende, men min mand var lige ved at klappe – han sagde bagefter, at da hun tog saksen frem, så vidste han, at det ville lykkes uden overflytning.
Så jeg blev klippet et godt stykke (det gjorde til gengæld ikke ondt) og pressede så hugsiddende et stykke tid, før jeg kom op på ryggen. Herfra husker jeg mest min mands begejstrede ansigtsudtryk, mens han holdt mit ene ben, når han så ned mod mit skridt og sagde “jeg kan se hans hår, Sisse!”, som efter presseveen uvægerligt blev afløst af skuffelsen, når B gled ind igen. Både min mand og den nye jm stod på det tidspunkt og stimulerede mine brystvorter for at få mere gang i veerne. Jeg kan huske, hvordan jeg på et tidspunkt, hvor de sagde, at han havde langt hår tænkte, at så måtte de sgu da også kunne få fat i det og bare hive ham ud 🙂
Derudover husker jeg mest, hvordan jeg sagde “jeg kan ikke mere” mellem hver ve for derefter at presse alt, hvad jeg havde i mig, når den næste kom. Det er vildt, hvad man er i stand til…
Og så kom han, kl. 10.13! Jeg husker, hvordan jeg mærkede på hans hoved, da det lige var født – det er det blødeste, jeg nogen sinde har rørt ved.
Så skulle kroppen fødes, og her var jeg jo så velinformeret fra diverse film, at jeg i hvert fald var klar over, at hovedet var det sværeste, og nu ville resten af kroppen bare sige ‘smut’ i en presseve. Sådan var det dog ikke lige med B – han var ret stor og fuldkommen tør, så han skulle nærmest skrues ud (av!). Men ud kom han dog og op på min mave. Jah, altså, det tror jeg, for her er det også lidt tåget. Han fik nemlig 8 i Apgar efter 1 minut og var temmelig blå. Jordemødrene klippede navlestrengen med det samme, og jeg husker, at jeg mærkeligt nok havde åndsnærværelse nok til at sige “hey, vi skulle jo vente, til den var færdig med at pulsere”, men de sagde, at han havde været så længe undervejs ud, at det var bedst.
Faktisk fortalte min mand mig senere, at der havde været et ret anspændt øjeblik i starten, indtil han begyndte at trække vejret, hvor de vist havde været noget nervøse, men jeg fattede ingenting.
Jeg var færdig – nu var han ude!
Og han kom i hvert fald op på min mave, rynket og blålig. Det var så underligt og uvirkeligt, og fordi jeg var så træt havde jeg nærmest ikke kræfter til at tænke andet end ‘dejligt, det er overstået’ før senere på dagen. Den voldsomme og overvældende følelse jeg havde forventet, kom ikke lige med det samme.
Minuttet efter, at han endelig var kommet ud, kørte Falck ind i vores indkørsel. Lidt sjovt, for de kom alle op i soveværelset for at se, hvordan det stod til. Det er vist ikke så tit, de får lov til at se, hvad det ender med, så de var enormt søde. Jeg mærkede en lille presseve og spurgte, om jeg skulle presse moderkagen ud. Jeg ventede vist ikke på svar, men den kom nu også utrolig nemt ud – så fik jeg da i hvert fald et lille smut!
Det var dog ret dejligt, at de kom, for de havde jo lattergas med. På det tidspunkt (april 2003) måtte hjemmefødselsjordemødre ikke have smertestillende med, og jeg skulle jo altså sys. Alternativt havde vi skulle af sted til Tønder for at blive syet, og det havde jeg sgu ikke meget lyst til.
Så jeg blev syet i lattergasrus, 13 sting.
Min mand sad ved siden af mig og holdt masken, mens en Falck-mand dirigerede ham. Jeg husker tydeligt, at jeg ville vise ham, at det hele var okay selvom det gjorde hamrende ondt, ved at smile beroligende til ham, hvorefter de alle troede, at jeg havde fået for meget lattergas 😀
Kort efter tog den første jm hjem, mens den nye blev for at gøre det hele færdigt. Jeg husker ikke, om B fik ammet i første omgang, mens han lå på min mave, men han kom i hvert fald op til sin far et stykke tid, mens jm hoppede på min mave (okay, måske hoppede hun ikke, men det føltes fandme sådan!) for at få blod ud.
Overraskende nok havde jeg energi til at snakke praktisk med hende, mens min mand stod der med nøgen overkrop og en nøgen baby i favnen og blev forelsket, mens B kiggede op på ham med sine store mørke øjne. Nej, hvor jeg har siden været misundelig på det øjeblik. Bjørn kom så tilbage til mig og ammede. Så blev han undersøgt – 51 cm og 3750 g – og klædt på af jm. Det er lidt underligt men måske en slags ritual hun godt kunne lide.
Set i bakspejlet er vi begge kede af, at han så hurtigt fik tøj på, og det skal Tudse i hvert fald ikke.
Men vi blev liggende i sengen længe, ham og mig med min mand ved siden af, og nøgen fik han lov at være senere.
Så fik vi ringet til familie og venner, og et par timer senere fik vi besøg af en meget berørt Bedste (farmor) og en lige så berørt onkel, som fik lov at holde en lille vågen baby lidt. Jeg var stadig ret træt men høj på endorfiner og stolt af min baby.
Det var først om aftenen, da vi skulle i seng, at det hele rigtigt gik op for mig. Jeg havde meget blandede følelser omkring fødslen i lang tid og følte mig som en fiasko, fordi det havde taget så længe at få ham ud og fordi jeg havde sagt så mange gange, at jeg ikke kunne mere. Hvor er jeg glad for at vide disse ting til næste gang – man er sgu ikke en fiasko som fødende, fordi man siger, man ikke kan klare mere.
Da jeg havde været ude og tisse (av!) kom jeg ind i soveværelset til min familie. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik, hvor jeg så min mand ligge med lillebitte B i armene og synge Goddag-sangen fra Bamses Billedbog for ham – det får mig den dag i dag til at græde, når jeg tænker på det. Og her blev jeg så forelsket i både min nye baby og min ‘nye’ mand, hans far. Ord kan altså bare ikke beskrive, hvor fantastisk det er…