Den dag Luna kom til verden og forlod den igen
“Det hele startede som en hver anden graviditet. Med en fin nakkefoldsscanning, dog bliver jeg fulgt lidt tættere i mine graviditeter da jeg under graviditet får forhøjet blodtryk. Så vi var til en ekstra scanning i uge 16 + 4
Her ser alt også fint ud. Vi aftaler nye tider og skal så bare vente på gennemscanning den 16. December. Vi glædede os til at se om de kunne se kønnet på baby og det gjorde vores datter der lige var blevet 4 år 2 dage forinden, så kønnet skulle være en ekstra gave til hende.
Da jeg kommer ind på hospitalet, er min kæreste forsinket, og for en gangs skyld er de ikke bagud med scanningerne, så jeg kommer ind til tiden. Uden kæresten. Jeg ligger mig op på briksen og scanningen begynder. Det er en jordemoder under uddannelse til scanningsjordemoder der er der. Hun lader hurtigt sin ældre mere erfarne kollega tage over.
Meldingen er dyster der er ikke noget liv mere.
Min verden bryder sammen, der bliver hentet en læge og min kæreste, lægen skal verificere at det er det der er sket.
Vi får en tid til dagen efter, for at få styr på hvornår vi skal ind og føde baby. På vej hjem er vi nødt til at køre forbi kærestens arbejde, han havde glemt sin pung. Der ringer jeg til min mor, hun er ude for at hente vores 2 store børn, Laura på 4 og Julius på 13 mdr. Så allerede der får institutionen det af vide. De har efterfølgende været utroligt støttende omkring specielt Laura.
Julius forstod jo af gode grunde ikke hvad der skete omkring ham, kun at mor og far var kede af det.
Jeg ringede også på mit arbejde for at sige jeg ikke vidste hvornår jeg kom på arbejde igen. Der var der igen en stor støtte og senere fik jeg af vide de tidligst ville se mig den 5. Januar.
Alt dette var en tirsdag.
Onsdag var vi til samtale med en læge om hvordan det videre forløb skulle være og også en jordemoder. Vi fik materiale med hjem fra landsforeningen spædbarnsdød og jeg fik en sovepille så jeg kunne få sovet inden vi skulle møde ind dagen efter kl 8.
Torsdag vi møder ind og bliver modtaget af en sød og rar ældre jordemoder. Og jeg får de første tabletter lagt op ca. kl. 9 og så igen hver 4 time. Efter vagtskifte til en sød yngre jordemoder, nyser jeg pludselig og mærker noget der kradser i skeden, jeg beder min kæreste om at trække i snoren, jordemoderen kommer ind og konstateret at de bare er en af tabletterne der er røget ud.
Hun vil lige lave en undersøgelse og det gør hun så, hvor til hun siger: jeg kan mærke en bobbel, så jeg tror at hvis du kommer op og tisse så kommer baby, jeg henter lige et bækken. Hun foreslog egentligt en bækkenstol men jeg afslog. Hun kommer dog tilbage med bækkenstolen med kommentaren du når aldrig ud på toilettet. Og ganske rigtigt, jeg kommer over på bækkenstolen og tisser og ud kommer baby.
Moderkagen vil ikke rigtigt kommer de prøver alt at trække i navlesnoren men den er så lille, de prøver med akupunktur. Men jeg ender med en udskrabning.
Vi ser vores lille, meget lille bitte baby, det er ikke til at se om det er en dreng eller pige på dette tidspunkt.
Vi vælger at få foretaget en obduktion. Og håber at vi kan nå at hente baby den 23. 12. så vi kan få begravet baby inden jul. Det kunne vi, det var bare os selv og mine forældre og graveren. Mens vi går og venter på svar fra obduktionen, er vi kommet i en åben sorggruppe på hillerød hospital. Og en dag vi er dernede, går vi over for at høre om der ikke snart er svar, der kan de fortælle at de mangler de sidste svar så vi bliver nok snart indkaldt.
Jeg spørger om de har mulighed for at fortælle mig kønnet og der har de det var en lille pige.
Hun fik navnet Luna, for Luna betyder måne på italiensk og baby sidder på månen.
Det var sådan jeg forklarede Laura hvorfor at hendes lillesøster skulle hedde Luna og ikke Karla som hun ville have.
Til første obduktionssamtale kan de ikke give noget svar på hvorfor hun døde, hun var sund og rask, men de manglede svar på de sidste mikroskopier, hun regner dog ikke med at de vil give noget svar. Det var i starten af april.
I uge 29 bliver jeg ringet op af lægen der kan fortælle at nu har de de sidste svar, og der er en forklaring hendes navlesnor var for tynd og at den yderligere havde en forsnævring. Så den lille pige havde ikke kunnet få næring nok.
Billederne er fra Lunas grav, for som storesøster så klogt sagde: “Baby skal have en grav så kan vi gå der op og tænde lys og være kede af det. “
Hun sagde det den dag vi kom hjem og lige havde fået det afvide. 4 år gammel og dog så klog. “