Da Elisabella kom ud af den gale udgang.

Fredag den 2.juni 2017. Præcis en uge over termin, så måtte jeg ikke vente længere for lægerne.

I løbet af min graviditet udviklede jeg graviditetsdiabetes, så E’s lejekontrakt udløb altså senest en uge efter termin. Det havde jeg det (dengang) sådan set rigtig fint med. Vi møder op på Skejby fødeafdeling lidt i 13. Der er mørkt, varmt og stille. Vi venter i evigheder, men efter små to timer bliver vi endelig kaldt ind.

“Nå, ved du så hvad der skal ske idag?” spurgte jordemoderen. Og næh, det gjorde jeg jo sådan set ikke. Hun fortæller, at hun lige skal mærke, men kun mærke. For de har altså ikke tid til, at jeg skal føde idag. Der er for mange fødende og for få på arbejde.Hun mærker på mig, spørger undrende om jeg ikke har ondt, for jeg er altså 3-4 cm åben. Men nej, jeg havde ikke ondt og havde ikke haft det.

SPLAAAAASH. Hov, så tog hun altså vandet alligevel.

Derefter sætter hun et bælte om min mave med dimser på, så de kan måle Es hjerterytme, hvor efter hun går, for hun har travlt. Så ligger jeg ellers der. Vi snakker lidt, men pludselig begynder stuen at ringe, en lampe lyser rødt og ind kommer der tre jordemødre. Min datters hjerterytme havde taget et ordentlig dyk og de kunne se, at jeg var begyndt at få veer (men jeg mærkede altså stadig ikke det der ligner). Vi går op på anden sal, jeg kommer ind på en fødestue og møder en ny jordemoder som skal være ved mig i første omgang. De fortsætter med at måle, og selvom de ikke siger det, så fornemmer jeg at alt ikke rigtig forløber som håbet. Jordemoderen går ud, og ind kommer overlægen. Ham har jeg efterhånden mødt et par gange – han er verdens rareste menneske og meget tillidsvækkende. Han fortæller mig, at hjerterytmen stadig ikke er for god, men at jeg godt må prøve at føde naturligt. Jeg skal bare vide, at det med al sandsynlighed vil blive svært, ekstra smertefuldt og måske lidt farligt for min datter, så udfaldet, i værste fald, ville ende med fuld narkose og akut kejsersnit.

Eller jeg kunne vælge et kejsersnit nu, så jeg havde muligheden for at være med hele vejen og Elisabella ville komme sikkert ud.

Inden vi nåede hertil havde vi talt fødsel igennem et utal af gange med hinanden; hvad vi – særligt jeg – ønskede. Der skulle kun være os, der skulle være god stemning (altså så god, som det nu lader sig gøre ;-)) og helst ingen smertestillende midler. Kejsersnit var, for mig, et rent mareridt, men jeg ville nu alligevel helst bare have min datter.

Inden jeg kan komme på operationsbordet skal jeg have fjernet hår fra min skede, jeg skal have venflon til drop og hospitalstøj, da vi er kommet afsted uden noget som helst.

Derefter går jeg selv ned på stuen og der skal nu lægges en lokalbedøvelse i min ryg. Lokalbedøvelse blev til lokalbedøvelser. Hele fem styk. Hold nu kæft hvor gjorde det ondt; men det lykkedes i sidste forsøg – hvis ikke det var lykkedes der, så var det endt i fuld narkose. Der var en god stemning ellers på stuen; vi snakkede om alle mulige mærkelige ting.

Klokken 17.03 blev jeg skåret op. Klokken 17.04 den 02. juni 2017 blev jeg mor til Elisabella. 2950 gram, 51 cm, mørkhåret, smuk og helt perfekt.

Desværre for mig, så reagerede min krop helt forfærdeligt på bedøvelsen; jeg havde svært ved at kontrollere min krop som rystede. Derfor blev det hendes far der fik hende i armene først. Imens jeg blev syet sammen – det tog godt og vel en halv time – lå jeg bare og så på hende.

Derefter blev vi kørt op på en overvågningsstue. Efter en time blev vi kørt på egen stue, hvor de sødeste sygeplejersker tog sig af os. Da jeg fik føling i mine ben igen efter nogle timer skulle jeg op og gå – det skal man efter kejsersnit – og jeg skulle vise, at jeg kunne tisse uden kateter. Heldigvis for mig, så havde jeg ingen problemer. Hverken på sygehuset eller da vi blev udskrevet. Man er virkelig øm i maveskindet og der skal tænkes en del inden man bare rejser sig eller løfter, men alt i alt, så var kejsersnit ikke så frygtindgydende som jeg havde gjort det til.

Nu, knap 5 måneder senere, har jeg et meget utydeligt ar, det meste af følingen tilbage og en lille ballademager!