Baby forsøgte at komme ud med hånden først

Min første fødsel var forholdsvis nem. Vandet gik, vi tog på hospitalet i roligt tempo, veerne kom selv. Jeg havde dog vestorm, men jeg var kun i aktiv fødsel i ca. 75 minutter før min søn var født.

Jeg havde planlagt den perfekte fødsel i mit hoved. Min søn nummer to skulle melde sin ankomst på den naturlige facon. Fødslen skulle gå i gang af sig selv, jeg skulle i badekar og kun have lattergas som smertestillende, jeg ville gerne selv tage imod ham hvis jeg følte for det i øjeblikket, og vi skulle bare ligge hud mod hud uden den mindste afbrydelse.

Sådan gik det ikke..

Da nåede terminsdagen havde lillebror endnu ikke meldt sig. Faktisk havde jeg en oplevelse af, at han var mindre aktiv end tidligere. Dagen efter nævnte jeg det for min kæreste, og vi blev enige om, at jeg nok ikke ville få ro i sjælen før jeg havde fået kørt en kurve – som jeg jo var overbevist om, selvfølgelig ville være normalt.

Jeg kommer ind til tjek, får kørt kurve, og ja, lillebror er der da, men jordemoderen kunne godt se, at han ikke var super aktiv i sine vågne perioder. Så efter en snak med fødselslægen, blev de enige om, at jeg skulle scannes. Lægen puffede og trykkede, og det var minimalt med respons vi fik tilbage.

Hjertet var fint, flow i navlesnoren var fint, men flowet til hjernen var på overarbejde. Et tegn på, at moderkagen ikke var helt optimal længere.

De ville sætte mig i gang. Wait what?

Lægen ville give mig igangsættelsespiller, men med min baggrundsviden, nægtede jeg dem. Min konsultationsjordemoder havde lavet hindeløsning nogle dage forinden, og sagde, at man godt ville kunne tage vandet, hvis jeg kom dertil. Det fortalte jeg lægen, som var helt uforstående overfor, at jeg ikke mente pillerne var det bedste i verden. Nå, jeg fik lov til at få taget vandet som metode.

Min verden kollapsede. Jeg var alene, og måtte vente en time på, at min kæreste kom. Heldigvis havde jeg min ammelandsby, og de ventede oppe indtil jeg fik selskab af min kæreste. Den dag i dag sætter jeg så meget pris på det. At de holdt sig vågen, holdte mig visuelt i hånden og forsøgte at berolige mig.

Min kæreste kom, vi fik en jordemoder hvor kemien ikke lige var der, vandet blev taget (med brok fra jordemoder!), og veerne begyndte et par minutter efter af sig selv.

Min drøm om at komme i vand forsvandt på grund af igangsættelsen, og det er jeg stadig lidt påvirket af. Dog kom jeg igennem med lattergas og på egne veer.

Da jeg efter noget tid bliver tjekket, mærker jordemoder, at lillebrors hånd er foran udgangen. Det betyder en halv times numse i vejret og underlige bevægelser, men det lykkedes at rykke hans hånd væk.

Jeg får frygtelig vestorm, først almindelig dobbelt vestorm, og hen mod slutningen, trippel vestorm.

På et tidspunkt får jeg ny jordemoder. Jeg kan ikke huske hvornår. Jeg kan bare huske, at jeg magtede hende ikke.

Men hun hed Maria, og hun var min redning!

Jeg er på så dybt vand. Jeg kan ikke være i smerten og i stormen. Jeg havde i lang tid nægtet epidural. Men da jeg fik fortalt, at jeg kun var 6 cm åben, måtte jeg skrige efter én. Det hele faldt sammen for mig. Maria går ud for at bestille epiduralen.

Hun når kun ud af døren før jeg siger til min kæreste, at jeg har presseveer, og rigtig nok, jeg var fuldt udvidet på et par minutter. Av!

Maria finder ud af, at lillebror ikke står som han skal. Han står i pandepræsentation, hvilket for de fleste vil betyde, at barnet ikke kan fødes, men må tages ved kejsersnit. Ikke at jeg forstår det, men det har jeg efterfølgende fået forklaret adskillige gange.

Maria kæmpede virkelig for mig, som i virkelig kæmpede.

Pressefasen varede vist omkring 30 minutter.